Kontorfællesskab guide: Sammenlign disse 10 ting inden du vælger

Jagten på et kontorfællesskab, der lever op til de krav, du og din virksomhed måtte have, kan være en lang og uoverskuelig process. Vi har samlet 10 ting, der...

Af Symbion

Senest redigeret: 30. maj 2023


Har du klikket dig ind på denne artikel, er du højst sandsynligt i gang med at lede efter en plads i et kontorfællesskab til dig og din virksomhed. I den forbindelse er første skridt på vejen at finde frem til, hvad der betyder noget for jer. Er det gratis parkering? Skal der være mulighed for at booke mødelokaler? Er den sociale del af afgørende betydning? Eller kan du gå på kompromis med det meste, så længe kontorfællesskabet er billigt?

Besøg stedet

Det første og måske afgørende råd i jagten på en plads i et kontorfællesskab, der matcher dine behov, er at besøge de steder, du overvejer som fremtidig base for din virksomhed. Det er en god måde at finde ud af, hvilket sted der er bedst for jer.

LÆS OGSÅ: Kontorhotel eller kontorfællesskab – hvad skal du vælge?

Når det så er sagt, kan det være en jungle at finde rundt i de mange kontorfællesskaber. De seneste år er der skudt rigtig mange kontorfællesskaber op i København. Vi har derfor tilladt os at bruge vores mere end 30 års erfaring til at samle en oversigt over 10 ting, du skal være opmærksom på, når du skal vælge din kommende kontorplads i København.

#1. Er prisen pr. person eller pr. m2?

Inden du vælger det kontorfællesskab, der potentielt skal danne ramme for din startup, er det en god idé at undersøge, om man betaler pr. m2 eller pr. person. Skal du sidde alene på kontoret, betyder det måske ikke alverden. Men hvis ambitionen er at skalere, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis aftalen er, at man betaler et fast beløb pr. person, der sidder i lokalet. På SOHO betaler du eks. 4.100 kr. ekskl. moms pr. person pr. mdr., mens du på Rainmaking Loft og Symbion betaler for de m2, du lejer. Prøv at beregne din m2 pris for et kontor hos Symbion.

#2. Full-service eller pay-per-use?

Kræver din virksomheds arbejde, at der er adgang til en 3D-printer? Eller er det afgørende, at der er Skype-rum til kundesamtaler? Behovet for faciliteter vokser ofte i takt med virksomhedens størrelse. Større virksomheder har ofte brug for full-service, herunder eks. gratis parkering, adgang til fitnesscenter, reception, pakkemodtagelse og rengøring. For de fleste små og mellemstore virksomheder er det ofte vigtigere, at der er fokus på at skabe et godt netværk virksomhederne imellem.

Det er meget forskelligt fra kontorfællesskab til kontorfællesskab, hvilke faciliteter, der tilbydes, og om de er inkluderet i lejen. Det kan derfor betale sig at gøre sig klart hvilke faciliteter, du har behov for nu, men også i fremtiden, om de er inkluderet i lejen, eller om det er en udgift, der kommer oven i lejen.

#3. Beliggenhed

Geografien spiller ofte en afgørende rolle, når man som virksomhed er på jagt efter en plads i et kontorfællesskab. Hvis det betyder mest for dig (og dine medarbejdere) at arbejde i centrum af København, hvor der er mange cafeer, er der oftest elendige parkeringsmuligheder.

Da det skal være nemt for både dig selv og dine medarbejdere at komme på arbejde, skal det overvejes, om der skal være nem adgang til offentlig transport, eller om det vigtigste er, at der er gratis parkering? Kontorfællesskaber placeret midt i byen har sjældent parkering inkluderet i prisen, hvorfor man her ofte skal regne med en ekstraudgift på 2000 kr. pr. person pr. måned. Til gengæld vil du her være i nærheden af offentlig transport.

#4. Plads i et kontorfællesskab eller hos en virksomhed med overskydende plads?

Flere og flere virksomheder i København udlejer deres overskydende plads. Ofte vil du komme til at sidde i et open-space sammen med andre. Her skal du regne med en pris på omkring 1500- 2500 pr. plads.

I et ”klassisk” kontorfællesskab sidder du i samme bygning som andre iværksættere, men har som oftest dit eget kontor. Sidstnævnte vil ofte være en lidt dyrere løsning, men hvis der er et godt community med andre iværksættere og startups, kan det i nogle tilfælde være altafgørende for, hvordan din virksomhed klarer sig senere hen.

#5. Privat kontor eller open-space?

Derudover findes der oftest flere forskellige typer af lejemål i et kontorfællesskab. At leje sig ind i et kontorfællesskab kan for nogen bare handle om at komme væk fra hjemmet. Når det så er sagt, er der mange fordele ved at leje sig ind i coworking, bl.a. at ens effektivitet øges. Du bør overveje, hvorvidt du gerne vil have dit eget private kontor, en kontorplads eller et flexplads:

Eget private kontor

Eget private kontor er for dig, der vil nøjes med at tage hensyn til dig selv og evt. egne medarbejdere. Her kan du helt selv bestemme. Det kan være fordelagtigt, hvis din virksomhed har mange ansatte eller du helst gerne vil arbejde helt uforstyrret. Dog kan det også være lidt ensomt og en dyr fornøjelse, hvis du er alene om at drive din virksomhed. Læs mere om hvordan du kan få dit eget kontor i København.

Egen kontorplads

Egen kontorplads er, når du sidder på et kontor sammen med 4-8 andre iværksættere. Dette er en rigtig god løsning, hvis du gerne vil have en fast plads, hvor du f.eks. kan have en stor skærm og nogle kontorartikler stående, men samtidig ikke har lyst til at sidde alene, hvis I f.eks. kun er 1 eller 2 personer i virksomheden. Derudover er du næsten garanteret at få nogle tætte relationer med dem som du skal dele kontor med. Dette kan være med til, at du bliver bedre til at møde om morgenen eller sørger for at holde en frokostpause, fordi du har nogle at følges med. Denne type kontor kræver, at du er rummelig og kan bære over med lidt småsnak. Da du kan komme til at sidde sammen med nogle, som måske er mere sociale anlagte end dig selv.

Flexplads

Flexplads er til dig, der gerne vil have meget fleksibilitet. En flexplads går typisk ud på at man kan hoppe rundt mellem forskellige arbejdspladser i et åbent coworking-miljø.Dette betyder, at du ikke har en fast plads, hvor du kan stille dine ting, når du holder fyraften. Dog kan du i højere grad variere din arbejdsdag fra dag til dag og det er normalt vis den billigste løsning, når du vil leje dig ind i et kontorfællesskab.

#6. Mulighed for at skalere

Langt de fleste virksomheder har som mål at blive større. Derfor er det vigtigt at vide, om det sted, man har udset sig, giver mulighed for at flytte i større lokaler i takt med, at din startup skalerer, og du skal have flere folk ombord. Omvendt er man som startup ofte bekymret for likviditeten, og det kan på den anden side derfor være væsentligt at vide, hvorvidt og hvor hurtigt, der er mulighed for at flytte i mindre lokaler, hvis det skulle blive nødvendigt. Agilitet og fleksibilitet er nøgleord, og du vil ikke have bundet for mange ressourcer i et kontor.

Husk at tage højde for, at der ofte er udgifter forbundet med at flytte fra et lokale til et andet i de fleste kontorfællesskaber.

Størrelsen har betydning for arbejdsgangen

Derudover bør der også tænkes over om din virksomhed trives bedst i et stort kontorfællesskab omgivet af mange virksomheder eller et mindre sted med få beboere. Generelt har et stort kontorfællesskab ofte bedre mulighed for at tilbyde faciliteter som en reception, kantine, gratis parkering, pakkemodtagelse osv., mens man hos mindre steder til gengæld har mulighed for at opnå større kontaktflade med de øvrige virksomheder.

Creators Floor på Frederiksberg og Republikken på Vesterbro er eksempler på mindre kontorfællesskaber, mens Symbion på Østerbro og Rainmaking Loft er eksempler på større kontorfællesskaber.

#7. Branchespecifik kontorfællesskab

Flere kontorfællesskaber arbejder for at give virksomhederne optimale muligheder for vidensdeling, daglig sparring og samarbejde virksomhederne imellem. Af erfaring ved vi, at det kan være en fordel at have en plads i et kontorfællesskab sammen med ”ligesindede”. Det giver stor værdi for virksomhederne, og det gør eks., at de events, der afholdes, kan målrettes beboernes interesser, ligesom det giver langt større mening ift. at få etableret et værdifuldt community i kontorfælleskabet. Denne specialisering kan ske på forskellige måder:

  • Ved et vertikalt-/branchefokus,som de har valgt hos Copenhagen Fintech Lab, der fokuserer på fintech, eller BLOXHUB, der har fokus på design- og arkitekturvirksomheder
  • En anden type går på virksomhedens stadie, som man kan se det hos CSE LabUCPH Innovation Hub eller ITU Businsess Development, der er målrettede early stage startups fra universiteterne.
  • En tredje specialisering er mere horisontal, hvor der fokuseres på virksomhedens arbejde inden for tech. Dette har kontorfællesskabet Univate på Islands Brygge valgt, hvilket samler virksomheder på tværs af brancher, men med tech som fællesnævner.

#8. Track-record

Flere kontorfællesskaber har igennem tiden måttet dreje nøglen om og erklære sig konkurs. Det skete for en del under finanskrisen. Det kan stille de virksomheder, der har lejet sig ind i en rigtig uheldig situation, hvorfor et godt råd er at være opmærksom på kontorfællesskabets track-record.

Symbion er, som Danmarks ældste kontorfællesskab, et eksempel på et sted med en af landets bedste track-records. Her har man klaret sig igennem finanskrisen og en række andre op- og nedture. Denne ballast er en god indikator for, at man også kan hjælpe dig og din virksomhed igennem svære perioder.

#9. Et stærkt community

En plads i et kontorfællesskab betyder ikke, at du og din virksomhed automatisk også bliver en del af et stærkt community. At være omgivet af andre iværksættere, der er førende inden for deres felt og kender til den nyeste teknologi, er en af de største fordele ved at være en del af et coworking-space.

Det kan derfor være en god investering at bruge tid på at undersøge, om du bare får et skrivebord, eller om stedet aktivt arbejder for, at der skabes netværk på tværs af de forskellige virksomheder. Eksempelvis ved at afholde faglige og sociale arrangementer. Hvem ved måske din nabovirksomhed i kontorfællesskabet er din næste samarbejdspartner. Læs her hvordan nye bekendtskaber kan hjælpe din virksomhed til succes.

Samarbejder i kontorfællesskabet

Derudover er det en god idé at undersøge, hvilke virksomheder der ellers er en del af stedet, og om det har særlige samarbejder, som kan hjælpe med at bygge din virksomhed. I nogle kontorfællesskaber har de forretningsudviklingsprogrammer siddende som f.eks. Erhvervshus Hovedstaden, Accelerace eller Innovationsfonden. Det kan være en god idé at vælge et kontorfællesskab, hvor der sidder disse typer af organisationer, da de kan hjælpe din virksomhed med at vækste.

#10. Kontorfællesskab med god trivsel

Et kontorfællesskab, hvor virksomhederne trives er essentielt for dig og din virksomhed. Det har en stor betydning for jeres daglige arbejde, at I omgås med andre tilfredse lejere, da positivitet smitter. Du bør både tænke den mentale og fysiske trivsel ind, når du skal vælge kontorfællesskab. Hvis du trives godt på din arbejdsplads øges også din produktivitet.

Mental trivsel

Det er ikke længere kun ’nice to have’, men ’need to have’ at være et sted, hvor der er et sundt psykisk arbejdsmiljø.  Dette skyldes, at mental trivsel er med til at nedbringe stress og vil kunne ses på din virksomheds bundlinje. Så tænk over, hvorvidt der kan blive taget godt hånd om din virksomhed, jeres behov og udfordringer, når du skal vælge kontorfællesskab. Noget af det som du kan undersøge

Det som du kan være opmærksom på er bl.a. hvor mange interne arrangementer der bliver afholdt, om der er noget menneskelig indlevelse og rummelighed når du er i kontakt med udlejeren eller er til fremvisning.

Fysisk trivsel

Derudover har det fysiske lokale i sig selv en stor betydning for din effektivitet og dine antal af sygedage. Det er blandt andet sådan noget som lyse lokaler, højt til loftet, lugte, støj/akustik, kunstig belysning, ventilation mm. der påvirker din arbejdsgang og ikke mindst dit helbred.

Andre indlæg under
Guides

Få tip og tricks til “alt mellem himmel og jord” i vores mange guides.



Danmarks største startup miljø.

Bliv en del af Symbion Community i dag