Senest redigeret: 30. maj 2023
Gode idéer, professionelt udstyr og en distributionskanal er alt, hvad det kræver at revolutionere firmaers markedsføring. Mange danske firmaer hopper nu med på bølgen og skriver podcasts ind i markedsføringsstrategien.
Danske Bank gør det, Lærernes a-kasse gør det, og investeringsbanken Nordnet ditto: Bruger podcasts til at brande sig selv og få deres budskaber ud i æteren og ind i ørerne på folket.
PwC udgav for nylig en podcast til at supplere et magasin båret af skriftligt indhold, og altanfirmaet Altan.dk har valgt at hyre et podcastbureau til over 10 afsnit at udfolde altanfirmaets CSR-projekt i Nicaragua.
Gynækolog Henrik Vittrup har også valgt at bruge podcasting som kommunikationsmiddel. Han har fået produceret et afsnit om celleforandringer, som patienterne så kan lytte til, når det passer dem, som forberedelse til konsultationen.
”Podcasten giver mig den fantastiske mulighed at tale direkte til mine patienter allerede inden konsultationen. Det kan spare dem for en masse unødvendige bekymringer og forberede dem bedre til undersøgelsen,” siger han.
Henrik Vittrup bruger podcasten på flere måder: Den ligger på hjemmesiden, patienterne får den tilsendt på mail og endelig kan man lytte til podcasten i venteværelset i konsultationen i Virum.
Gynækologens patientguide er produceret af podcastbureauet Kontekst & Lyd, som har specialiseret sig i at producere podcasts til erhvervsmæssige formål. Firmaet bruger en del tid på at forklare nye kunder podcastens potentiale, men ofte er det kræfterne værd.
”Når først vi får forklaret, hvad man som firma kan få ud af en podcast, er de fleste interesseret i at sætte sig ned og finde ud af, hvad deres firma har af gode fortællinger,” siger Magnus Krabbe, journalist og partner i Kontekst & Lyd. ”Og jeg må sige, at interessen også er langt større end forventet.”
Podcast er som format en effektiv måde at få sine budskaber ud i verden, da det er god underholdning i et længere format end for eksempel video. Det betyder, at man kan gå i dybden med sin fortælling, få forklaret komplicerede stofområder og få brandet sin virksomhed som eksperter på deres område.
”Og derudover kan markedsføring som lyd nå målgruppen, mens de kører bil eller gør rent – det er smart i en tid, hvor de fleste har travlt,” siger Magnus Krabbe.
1. De sætter selv dagsordenen.
2. Folk har tid til at høre podcast, men ikke til at læse lange artikler. Lydmediet indeholder den åbenlyse fordel, at du kan lave andre ting som at køre bil eller gøre rent, mens du bliver klogere.
3. Virksomhederne kan komme i dybden med stoffet. Der er plads til fordybelse – på en helt anden måde end med video og tekst.
4. Derudover er det – meget – billigere at producere podcasts end video.
5. Det er et voksende medie: I 2016 lyttede 750.000 danskere til podcasts på mobilen. Facebook har netop lanceret Facebook Live – et tegn på, at sociale medier nu satser på lyd.
6. Firmaer med podcasts skiller sig ud fra mængden. Der er en first mover-effekt.
7. De udvider kundegruppen og inkluderer dem, der vil høre sig klogere.
8. Det er nemmere at få de unges opmærksomhed. Ungdommen skelner ifølge Ekstra-Bladets chefredaktør, Poul Madsen, ikke mellem traditionelle medier og virksomhedernes egne medier. Har det relevans for dem, er afsenderen underordnet.
9. Med en content marketing-podcast får man indhold, der kan anvendes på mange online platforme: Hjemmeside, nyhedsbrev, Facebook, LinkedIn, iTunes eller i en app.
10. Over halvdelen af amerikanske marketingchefer overvejer at bruge podcasts inden august. 9 af 10 marketingchefer mener, der er et stort potentiale i marketing-podcasts.
Indlægget er skrevet af kontekstoglyd.dk, som har kontor på Lydens Hus. Kontekst & Lyd er et kommunikationsbureau henvendt mod firmaer og organisationer, der vil kommunikere klart og effektivt til deres kunder eller medarbejdere med tekst og lyd.
I denne kategori kan du læse artikler om startup & iværksætteri generelt. Er du på udkig efter historier om communityets virksomheder, skal du scrolle op til kategorien Community-historier.
3. juni 2024
30. marts 2022
7. februar 2020
Bliv en del af Symbion Community i dag