Bootstrap – få succes uden eksterne investorer

Læs her gode råd om, hvordan man kan bootstrap sin startup-virksomhed til succes, samt hvilke fordele og ulemper, der er ved denne kapitalløsning.

Af Symbion

Senest redigeret: 30. maj 2023


Nikolaj og Frederik Nielsen, ejerne af AvXperten, startede deres elektronikforretning vha. bootstrap. De havde én ’bed-roller’, hvor 50 varenumre i en lille mængde kunne opbevares. I dag er varesortimentet på 8.500 produkter, og virksomheden er vokset til en tocifret millionforretning.

Læs her, gode råd fra Nikolaj om, hvordan man kan bootstrap sin startup-virksomhed til succes, samt hvilke fordele og ulemper, der er ved denne kapitalløsning.

Bootstrap god gammeldags købmandslogik?

Bootstrap referer til en proces, der udvikler sig uden eksterne inputs fra investorer eller lignende. Det starter med den gode tro på købmandskabet, hvor den store egenkapital ikke behøves. Ved at sælge et æble bruges profitten til at købe to, som man så sælger til at købe fire osv.… Og på den måde udvikles forretningen.

For AvXperten, startede forretningen med, at brødrene købte elektroniktilbehør til 20.000 kr.. Dette udviklede sig til en omsætning på 30.000 kr.Bagefter reinvesterede brødrene de 30.000 kr. i forretningen: ”Vi tænkte, at hvis man kunne købe for 20.000 kr. og tjene 10.000 kr. ville vi også kunne tjene 20.000 kr. på at købe produkter for 30.000 kr.. Så vi smed alle pengene ind én gang til og fandt ud af det stadig kunne give et afkast”. 

Bootstrap kræver rygrad, passion og skills

Når en virksomhed skal bootstrap sig til succes skal der rygrad, networking, innovation og kreativitet til på daglig basis. Først og fremmest skal man som iværksætter tro på idéen og ikke opgive, selvom rationalet siger man skal. Dem der fortsætter og går igennem det sure er dem, der vinder i sidste ende.

Nogle af Nikolajs bedste råd til at bootstrap ens virksomhed:

1. Hold tingene simpelt

Start ikke med at bruge en masse penge på et fint logo. Få en freelancer til det, så koster det ikke mere end 500 kr. Benyt dig af betaversioner og gratis ting såsom Google Docs og Drive.

2. Tænk hele tiden effektivitet

Vi havde f.eks. en lagermand, som kom med en fantastisk idé en dag. Han kom til mig og spurgte, hvorfor der ikke var et billede af varen, når man pakkede. På den måde var det til at se, om det var den rigtige vare, der var plukket ude på lageret. Det fik vi indført og denne simple proces resulterede i 16% færre fejl end måneden før.

3. Start ikke med at lave et perfekt produkt

Sørg for at komme ud over rampen i stedet for at finpudse tingene. Selvfølgelig skal det se ordenligt ud, men om din hjemmeside loader på 20 M/S. eller 30 M/S, det betyder ikke så meget for dine kunder.

4. Brug hver krone på noget, der skaber vækst

Hver gang vi har brugt en krone, har vi tænkt på, om den bliver brugt fornuftigt – kan den hjælpe dig med at sælge flere varer? På den måde holder du dit budget nede.

5. Søg mod andre bootstrap startup-virksomheder og iværksættere

Som virksomhed skal du vide en masse om alting – marketing, HR og bogføring, juridiske dokumenter. Listen er uendelig lang! Som regel har man ikke råd til at ansætte folk til at gøre disse ting for en. Andre bootstrap virksomheder vil forstå, hvad det vil sige ikke at have så mange midler at betale for ydelser med. De er derfor også mere villige til at bytte sig til ydelser. På den måde kan en iværksætter, der er god til en ting, hjælpe en anden iværksætter, der kan give noget andet tilbage.  Læs her 5 tips til, hvordan du udvider dit professionelle netværk.

Fordele og ulemper ved bootstrap

Nikolaj synes, at den ultimative fordel er, at man beholder 100% ejerandellen: ”Du skal ikke til at afgive procenter til investorer og risikere at få en lav værdiansættelse”. Dette betyder, at der er én stakeholder mindre at tænke på – altså investorerne. Derudover mener Nikolaj også, at en anden fordel er, at man er sin egen chef: ”Hvis du får en fantastisk idé kan du hoppe i den med begge ben. Hvis du er funded så vil dine investorer, afhængigt af hvor meget de ejer virksomheden, have en indflydelse i din virksomhed”.

En af ulemperne er, at tingene ikke går så hurtigt i opstartsfasen, fortæller Nikolaj: ”En funded virksomhed har typisk flere penge at bruge grundet investeringerne, hvilket betyder man kan gro sig større hurtigere. Hvis vi var blevet funded, havde vi i løbet af få år haft den virksomhed, som vi nu har brugt 12 år på at opbygge”. Derudover fortæller Nikolaj, at det ofte kan føles som om man står på bar bund, fordi man kun har sig selv.

Andre indlæg under
Guides

Få tip og tricks til “alt mellem himmel og jord” i vores mange guides.



Danmarks største startup miljø.

Bliv en del af Symbion Community i dag