Mens Danmark lukkede ned åbnede iværksætter op

Magnus Lærkesen gjorde iværksætterdrømmen til virkelighed, da han startede sin egen virksomhed, mens resten af Danmark lukkede ned i foråret 2020. Læs her hvordan det er gået.

Af Michella Ahler

Senest redigeret: 30. maj 2023


Magnus Lærkesen startede sin egen virksomhed i marts 2020, da corona for alvor blussede op i Danmark. Men trods omstændighederne, har hans forretning formået at skille sig ud på markedet og oplevet en stigende interesse fra start.

Symbion Kitchen – en del af noget større

Foråret 2020 står for mange klart i erindringen som en tid, hvor fremtidsplaner blev sat på pause. For de flestes vedkommende bød det på en hverdag med nedlukning, men for Magnus Lærkesen er det en anden historie. For mens Danmark lukkede ned, lukkede Lærkesen op. Han havde besluttet at supplere tilværelsen som kandidatstuderende med et liv som iværksætter, da han startede sin egen virksomhed. Han havde bemærket et hul i markedet i forhold til ’bone broth’, der er en fond kogt på knogler og populært blandt mange på keto diæt. Sammen med sin interesse for keto, blev det starten på Ketoliv, der har en vision om at gøre keto livsstilen nemmere. I dag tilbyder virksomheden opskrifter og madplaner til danskere på diæten, der er rig på fedt og lav på kulhydrater.

Men rejsen som iværksætter startede for Magnus Lærkesen derhjemme med produktionen af bone broth i eget køkken. Der gik ikke længe før omverdenen fik øjnene op for virksomheden, hvilket betød, at virksomheden gik fra én til to medarbejdere. Lærkesen fusionerede nemlig med Nicolai Varneys virksomhed, som ville sælge bone broth på sin hjemmeside.

Interessen for virksomheden steg eksponentielt, hvilket betød, at rammerne i det private køkken ikke længere kunne rumme det. Derfor flyttede Ketoliv i starten af 2021 ind i Symbion Kitchen, der tilbyder produktionsfaciliteter til iværksættere. De nye omgivelser gør, at Lærkesen kan være en del af et community, samtidig med at han har plads til at udvikle nye produkter alene: ”Jeg valgte Symbion Kitchen på grund af beliggenheden, men også fordi, at selvom jeg er en del af et delekøkken, har jeg også tid i køkkenet for mig selv”, understreger han.

"Symbion
(Foto: Symbion Kitchen)

At fejle er at lære

Selvom iværksætterlivet for Magnus Lærkesen stadig er nyt, har han erfaret, at det er én stor læringsproces. Noget der i høj grad består af ’learning by doing’: ”Det nytter ikke noget at være bange for at fejle. Hvis man vil være iværksætter, bliver man nødt til bare at kaste sig ud i det”, siger han og uddyber: ”Den eneste rigtige fejl er ikke at lære af sine fejl”.

At kaste sig ud i det er et gennemgående tema hos Ketoliv, for de har fra starten af satset stort. Udover at starte virksomhed i uvante tider, har de udelukkende fokuseret på gratis markedsføring via venner, familie og nyhedsbreve. Det har været så stor en succes, at Ketoliv har oplevet en stødt, organisk vækst, hvormed de har opnået 1.500 betalte abonnementer og 10.000 læsere.

Iværksætterens mange roller

Iværksætterlivet er på mange parametre udfordrende, men er der én ting, som er kommet bag på Lærkesen, så er det alle de roller, der skal udfyldes, når forskellige arbejdsopgaver skal varetages: ”Den største udfordring har været, hvor meget man skal have styr på og hvor lang tid ting egentlig tager. Det udskyder hele processen”, siger han.

For Lærkesen har en rådgiver fra universitetets SCIENCE Innovation Hub været en støtte, som han har kunne komme til for gode råd og ligeledes tilbyder Symbion Community sparring. Det har vist ham, at flere vil hjælpe: ”Selvom det kan være svært, så skal man huske løbende at spørge andre om hjælp. Du kan komme meget længere, hvis du får input fra andre”.

Med en hastigt voksende virksomhed, er Magnus Lærkesen ikke bange for at drømme højt. Han håber på, at Ketoliv vil kunne nå udover keto-segmentet og på den måde skalere yderligere.

Andre indlæg under
Community-historier

Her kan du læse interessante, sjove, skæve og inspirerende historier om virksomhederne i Symbion Community.



Danmarks største startup miljø.

Bliv en del af Symbion Community i dag