coworking
 i Iværksætteri
  • 5
    Shares

Lars Holdgaard, som er erfaren iværksætter, har de seneste mange år arbejdet i coworking spaces både i Danmark, men også rundt omkring i verdenen, når det var muligt. Lars Holdgaard startede som 18-årig med at sælge sin første hjemmeside og har siden haft mange forskellige projekter. I dag driver Lars Holdgaard inkassofirmaet Likvido, som hjælper virksomheder med at sætte deres rykkerproces på autopilot.

I dette gæsteindlæg deler Lars Holdgaard nogle af de coworking spaces erfaringer han har haft, samt fortæller hvad det har gjort for ham som person at arbejde sådanne steder:

1. Du får input fra mange “forskellige” mennesker

En af de åbenlyse fordele ved at arbejde i et coworking space er, at du som iværksætter møder mange forskellige mennesker. Det giver god mening: Du er i et miljø, hvor der er mange forskellige personer og startups, som har samme sociale behov som dig.

Det vigtige ved denne pointe er dog ordet “forskellige”. Normalt har vi det med at omgive os med mennesker, der er meget ens med os selv. Det gør, at man ikke bliver udfordret på de ting, man ikke er så stærk på. Er du teknisk, vil du typisk have tekniske venner og dermed ikke få vigtige input på f.eks. din kreative side eller forretningsplan.

Et eksempel på dette er, da jeg i 2017 arbejdede på Betahaus, et coworking space, i Berlin. Min partner og jeg var ved at bygge Likvido Inkasso. Betahaus er et sted for meget kreative iværksættere med en tendens til velgørenhed – alt fra designere, freelance journalister og programmører. Den type af mennesker vi mødte i dette coworking space var MEGET anderledes end dem jeg normalt ville møde. Det gav både fantastiske erfaringer og et godt netværk, som jeg er glad for hver dag i dag. (Og på et kreativt sted med en meget “menneskelig vinkel” var det meget spændende at præsentere, hvorfor man mener, at det at lave et inkassobureau er en god ting for samfundet…).

2. Du bliver tvunget til at være social

Som person er jeg af natur introvert. Jeg har intet imod at sidde alene og spise frokost. Jeg nyder at være alene. Det gør, at jeg ikke altid får prioriteret at opbygge mit netværk, fordi det er rarere for mig bare at nyde min mad i ro.

Det fantastiske ved et coworking space er, at du ikke får lov til at være introvert hele tiden. Du kan godt prøve at være introvert, men du bliver afbrudt. Ved frokosten, når du arbejder eller når du brygger din te (må blive voksen nok og lære at drikke kaffe en dag…), så er det svært at undgå at få en snak et par gange om dagen.

Samtidig er der typisk events på et coworking space, som du bliver “tvunget med til”. Tvunget som i… du skal selvfølgelig ikke, men det er svært at undgå. Det gør, at du får mødt mange mennesker, som både kan blive netværk og venner.

Et eksempel var, da min partner og jeg opbyggede virksomheden Monera. Vi startede på CBSs go-grow program, hvor vi arbejdede i deres coworking space. Her mødte jeg flere virkelig seje iværksættere, som jeg stadigvæk taler med i dag. Det har været med til at udvide mit netværk meget. Især som introvert, der ikke naturligt møder mange mennesker, er det en stor fordel.

3. Corporate partnere & investorer

Alle coworking spaces har deres målgruppe. Nogle fokuserer på iværksættere og startups indenfor fintech, mens andre fokuserer på gaming etc. Dette kan give rig mulighed for at finde corporate partnere, der deler samme fokus som dig selv og din egen virksomhed.

De fleste coworking spaces samarbejder med store virksomheder og investorer. Det betyder, at man kan få tilbudt muligheder for at præsentere sin startup for spændende samarbejdspartnere og investorer, uden du helt selv beder om det. Du bliver tvunget til at tage stilling til samarbejdspartnere og investorer, hvilket er en rigtig god ting.

I forbindelse med vi f.eks. har startet en virksomhed, der arbejder med inddrivelse af gæld, har det været helt fantastisk konstant at kunne møde potentielle samarbejdspartnere, investorer og få sparring og kunder. En anden fordel er, at man hver dag til frokost sidder over for meget kompetente mennesker, som har praktisk erfaring med mange forskellige brancher.

Bør man altid bruge coworking spaces?

Jeg elsker coworking spaces, og jeg sidder selv på et lige nu med min partner.

Alligevel vil jeg ikke altid anbefale det.

Da vi vækstede virksomheden Monera, så var det et naturligt skridt at ansætte medarbejdere. Vi fik et stort behov for salg og markedsføring på telefonen. Der opdagede vi hurtigt, at det var et problem på et coworking space, da vi støjede. Vi valgte derfor allerede ved første medarbejder at finde vores eget kontor. Det gjorde, at vi kunne opsætte det, som vi ville og gøre stedet til “vores eget”. Vi kunne opsætte logoer, lydvægge og et miljø, som vi ville have.

Alligevel vil jeg anbefale til alle iværksættere, som enten sidder en eller få personer at bruge coworking spaces. Det er fantastisk i en opstart. Jeg vil også anbefale det til virksomheder, som har mange “vidensmedarbejdere” og en begrænset support- eller salgsfunktion.

Så under alle omstændigheder har det været en fantastisk ting for mig – og vil kun anbefale det.

Symbion Coworking

I slut april åbnede det nyindrettede coworking space – Symbion Coworking – på 1.000m2, som er et inspirerende miks af forskellige arbejdsmuligheder og funktioner. Symbion Coworking giver virksomheder i Symbion-netværket rig mulighed for at netværke, sparre og være en del af et community, som består af ligesindede og passionerede iværksættere. Bliv en del af Symbion Coworking med et membership.

 

Læs flere fordele ved coworking i indlægget 7 fordele ved coworking.

Seneste blogindlæg
Agro og foodtech Ristede græshopperImmudex Kivin Jacobsen