4 initiativer til at gøre din startup mere robust i usikre perioder

Sætter du spørgsmålstegn ved, hvad du kan gøre for, at din startup bliver mere modstandsdygtig, får du her fire råd, der kan fjerne nogle afgørende skrøbeligheder.

Af Michella Ahler

Senest redigeret: 30. maj 2023


Prisstigninger, pandemi og hackere – det er blot nogle af de problematikker, som virksomheder står over for. Er du blandt dem, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad du kan gøre for, at din startup bliver mere modstandsdygtig, får du her fire råd, der kan fjerne nogle afgørende skrøbeligheder i virksomheden.

1. Byg systemerne op om redundans

Mange startups begår den fejl, at de lægger hele forretningen i hænderne på kun ét system. Selvom det umiddelbart kan lyde både nemt og billigt, øger det risikoen for, at et enkelt fejlpunkt kan få det hele til at gå i stå og få omkostningerne til at stige. Et godt startsted for at gøre din startup mere robust er derfor at få gang i flere systemer, der kan tage over, hvis et fejler. Det kan for eksempel være forskellige servere til at håndtere trafikken på dit website eller at lave aftaler med flere leverandører, der kan levere de samme varer.

2. Skab en kultur for læring og eksperimentering

I et skrøbeligt miljø, kan enhver form for ændring være altafgørende – på både godt og ondt. Det er dog ikke ensbetydende med, at forandringer nødvendigvis skal give bekymringer. Fokuser i stedet på at skabe en kultur, hvor både læring og eksperimentering er i fokus. Nye ideer skal bydes velkomne og forskellige metoder skal afprøves, hvis din startup skal kunne udvikle sig og blive robust. Har du brug for inspiration til, hvad det kunne være, kan du for eksempel deltage i Symbion Community’s faglige events, der blandt andet omhandler de seneste iværksættertrends, råd og forretningsudvikling.

3. Fordel ressourcerne

Vægtstangsprincippet er det nye sort blandt livsstilseksperter, men er også noget, som iværksættere kan drage inspiration fra for at blive robust. Princippet handler om evnen til at kunne fordele ressourcer uden at få overbalance. Måden det kan gøres på er, at du sideløbende med dine primære indsatsområder og opgaver kan afsætte eksperimentelle portioner af til nye markeder, som du måske har en drøm om at erobre. Det kan du blandt andet gøre gennem SEO-nøgleord eller ved at designe nye websites eller undersider, der er målrettet forskellige typer af målgrupper.

4. Opbyg et stærkt netværk

Relationer er nøglen til nye kunder og ny viden, men det øger også modstandsdygtigheden. Derfor bør du opbygge et netværk af kunder, partnere og investorer, som kan give dig adgang til kompetencer og viden. Overvej også andre iværksættere, som kender din branche godt og som du kan sparre med. Når tingene bliver svære, vil du på den måde have et støttende netværk til at hjælpe dig igennem det.

Andre indlæg under
Guides

Få tip og tricks til “alt mellem himmel og jord” i vores mange guides.



Danmarks største startup miljø.

Bliv en del af Symbion Community i dag