i Iværksætteri, Startup, Virksomheder i Symbion Netværket

Symbion-netværkets lokation Univate Emil Holms Kanal by Symbion kommer blandt andet til at bestå af startups og iværksættere inden for blockchain. Du har måske hørt om teknologien før, men hvad er blockchain egentlig og hvad kan startup-virksomheder og iværksættere bruge det til?

Dette blogindlæg indeholder en redegørelse af blockchain-teknologien og dens muligheder samt en introduktion til Nordens Blockchain accelerator BITaccel, der har til huse på Univate Emil Holms Kanal by Symbion.

Transaktioner på en ny måde

Blockchain er stadig i begyndelsesfasen og derfor er det svært at forudsige, hvilken betydning teknologien egentlig kommer til at have i fremtiden. Alligevel er systemets sikkerhed én af grundene til, at flere vurderer, at blockchain bliver måden at handle med hinanden på i fremtiden.

Teknologien kan bedst beskrives som en form for digital database, hvor transaktioner registres. Hver enkelt transaktion får tildelt sin egen unikke kode, og sammen udgør de en blok, som får en placering i en kæde af transaktioner – deraf navnet Blockchain. Blockchain er fordelt ud på mange forskellige computere og servere verdenen over og er altså en form for fællesskab. Det er styret af alle, der vil og hvor alle i netværket verificerer en ny blok. Brugerne af teknologien vil kunne se indholdet i alle boksene, men de kan ikke ændre på indholdet på grund af dens unikke kode. Ændringerne tilføjes derfor i en ny blok. Netop dette fællesskab er forudsætningen for, at blockchain fungerer, og årsagen til, at systemet er en af de sikreste platforme til transkationer, der er næsten umulig at hacke. Derfor anses teknologien for at være en værdifuld platform for blandt andre startup-virksomheder.

Fordelen og det specielle ved teknologien er, at den, modsat hidtil transaktioner, ikke kræver godkendelse af en tredje part. Det muliggør, at der kan foretages transaktioner uden en mellemmand som eksempelvis en bank, der gør det til et decentraliseret system. Samtidig kan det benyttes i mange forskellige brancher og sektorer, hvori der foregår transaktioner og løbende godkendelser. Derfor forventes det også, at blockchain i fremtiden vil blive benyttet til blandt andet kontrakter, offentlige valgsystemer og meget mere.

Blockchain accelerator BITaccel

Eftersom Blockchain muliggør en pålidelig handel direkte mellem individer eller virksomheder, formodes det, at dens udvikling kommer til at have stor betydning for fremtidens handel. Derfor er flere virksomheder og universiteter allerede begyndt at udnytte blockchains enorme potentiale og én af de virksomheder er BITaccel. Virksomheden blev lanceret i foråret 2019 og har senest åbnet kontorer i både Norge, Sverige og nu også i Danmark på Univate Emil Holms Kanal by Symbion.

BITaccel er Nordens blockchain accelerator, og er et nyt projekt, med det mål at blive ledende startup accelerator for blockchain virksomheder i Norden. BITaccels mål er at lave skræddersyede programmer for blockchain startups, for at hjælpe dem med at udvide deres forretning og udnytte deres potentiale ude i markedet. Og efterspørgslen er stor. Antallet af blockchain startups var 2.191 allerede i 2018 og siden dens opstart i 2008 er det forventet, at blockchain vil have en værdi på næsten 400 milliarder kroner i 2020.

Med den store efterspørgsel foran sig, har BITaccel valgt at udarbejde acceleratorprogrammer til specifikke brancher. Som udgangspunkt vil de starte med startup-virksomheder og iværksættere inden for blandt andet fintech og game. De udvalgte startups tilbydes et acceleratorprogram, 12 ugers professionel hjælp og sparring samt opfølgningsprogrammer. Med udvalgte brancher håber de på at kunne tilskynde branchernes lederes deltagelse og desuden sikre, at relevante mentorer, partnere og talenter dannes for maksimal understøttelse af startups.

En løsning for blockchain startups og iværksættere

I takt med BITaccels indflytning på Symbion-netværkets lokation og blockchain-teknologiens kommende indpas i forskellige sektorer, påpeger BITaccel, at det er vigtigt, at startup-virksomhederne kommer på forkant med teknologiens udvikling og bliver konkurrencedygtige med andre virksomheder. Derfor har BITaccel for nyligt indgået et samarbejde med Symbion i form af en alt-i-en-løsning for blockchain startups, der hedder BITblock. BITblock skal hjælpe med at opnå virksomhedernes forskellige mål og visioner. Hensigten er at skabe et miljø, hvor startup-virksomheder blandt andet kan blive finansieret, få adgang til lab og co-working med plads til vidensdeling og sparring med andre blockchain startups, iværksættere og universiteter. Det nye miljø giver samtidig mulighed for at få gode råd til sin virksomheds projekter af BITaccel og den erfarne accelerator Accelerace.

Lokationen på Emil Holms Kanal beliggende på KU Søndre Campus er, ifølge BITaccel, heller ikke et tilfælde. Med både Københavns Universitet og IT-Universitetet lige rundt om hjørnet og i samarbejde Copenhagen Business School, danner det, en kombination af de tre mest alvidende blockchain universiteter i København. Det giver virksomhederne mulighed for både vidensdeling, netværk og ikke mindst samarbejde, som de mener er afgørende for nye startups, der ønsker at udvikle projekter og møde andre erfarne rådgivere inden for blockchain.

BITaccel forudser, at de vil kunne assistere minimum 50 startups i dette miljø. I takt med at anvendelsen af teknologien øges, forventer de, at de i samarbejde med andre partnere løbende vil udvide deres horisont af brancher, de vil bistå.

Seneste blogindlæg
Innovasion ITComputer